Pårørende: Der skal mere fokus på demens

Tommelfingre og anerkendende nik til sundhedministerens mission om at inddrage demensramte og deres pårørende

07:02

1 af 2

Demens er en af vor tids helt store folkesygdomme, som rammer både ældre og yngre - men der bliver langt fra gjort nok for at hjælpe.

Det var budskabet blandt flere af de fremmødte på demenscaféen Hjerterum i Aarhus, som mandag var mødt op for at lytte til og give sundhedsminister Sophie Løhde (V) gode råd til en kommende demenshandlingsplan.

For Einar og Elsebeth Hinge fra Solbjerg syd for Aarhus har demenssygdommen Alzheimers været en fast del af hverdagen de seneste fem års tid.

- Det var en lettelse at få sat navn på, hvad det var Einar fejlede, fortæller Elsebeth Hinge.

Minister var på demens-tur i Østjylland

Hun håber, at der kan komme langt mere åbenhed omkring demenssygdomme og at sundhedministeren vil arbejde for, at der bliver flere og bedre tilbud til demensramte og deres pårørende.

Et eksempel kunne være bedre differentiering både i forhold til alder og det stadie, den demensramte befinder sig på.

- Det kan ikke nytte noget, at man sætter dem sammen og tænker, at alt er godt. Der skal være noget meningsfyldt for den demente hele vejen gennem forløbet, siger Elsebeth Hinge, som bakker op om ministerens inspirationstur rundt i Danmark:

- Det er vigtigt for os, at der bliver sat fokus på demens. Det trænger vi til.

Du kan høre hele Elsbeth og Einar Hinges historie, og hvad de synes om ministerens besøg i videoen øverst i artiklen.