Pædofilretssag begynder i dag

Ex-leder for opholdssted tiltalt for sex-misbrug

To piger og tre drenge blev over en flere-årig periode gentagne gange tvunget til sex af den leder, som var sat til at passe på dem på et opholdssted.

Så grum er den anklage, som i dag skal prøves ved retten i Horsens. Retssagen forventes at forløbe over hele den næstkommende uge, inden der falder dom.

Den 64-årige tidligere leder af det nu lukkede socialpædagogiske opholdssted Elverkær tæt ved Skanderborg har siddet varetægtsfængslet siden maj. Og det er ved den tiltalte selv, at retssagen begynder.

Dagen igennem skal han svare på spørgsmål fra både forsvareren og anklageren. Blandt andet om både tvungen analsex og urinsex. Indtil videre nægter den tidligere leder sig skyldig.

30 vidner - heriblandt ex-konen

Det meste af dagen i dag vil gå med den tiltaltes forklaringer. Men herefter er der indkaldt en lang række vidner, omkring 30, blandt andet de fem unge selv.

Men også en lang række tidligere ansatte er indkaldt som vidner, blandt andet den 64-åriges tidligere kone, som også var tilknyttet Elverkær.

Den tiltalte kan forvente en dom på omkring fire års fængsel ifølge anklageren, hvis han bliver dømt.