Pædagog meldt for vold

En skole i det nordlige Århus har politianmeldt en SFO-pædagog, der slog og skubbede en dreng i 2. klasse.

En slåskamp mellem to drenge på Vorrevangskolen i det nordlige Århus er endt med en politianmeldelse for vold mod en mandlig pædagog i skolens SFO. Det skriver Jyllands-Posten.

Vorrevangskolens leder, Lise Thorn, har på skolens vegne sammen med den ene drengs mor indgivet politianmeldelse mod den 39-årige pædagog, efter at han i sidste uge slog og skubbede drengen, der går i 2. klasse.

Episoden fandt sted, da den 39-årige pædagog forsøgte at skille de to elever ad.

Pædagogen blev omgående sendt hjem. Han er nu sygemeldt og suspenderet og kommer ikke tilbage.

- Det er en frygtelig beklagelig sag, og der er store menneskelige omkostninger i den. Jeg har aldrig oplevet den slags før i de 25 år, jeg har været i skoleverdenen, siger Lise Thorn til Jyllands-Posten.