På juleferie uden en eneste sejr
Silkeborg IF tabte til Brøndby IF
Det lykkedes heller ikke for Silkeborg IF i det 17. forsøg at hente en sejr i Superligaen.
Søndag tabte silkeborgenserne på udebane med 1-0 til Brøndby IF.
Det er uvist, om det var den sløje første halvleg, der fik lysanlægget til at sætte ud i pausen, så kampen blev forsinket i over 45 minutter.
Silkeborg har blot fire point efter klubbens ottende liganederlag på stribe, og cheftræner Jesper Sørensen må i dén grad føle sig udsat i sit job.
Klubben har 15 point op til OB, der ligger på 10.-pladsen lige over nedrykningsstregen.
Mens kampen ikke var det store sus spillemæssigt, var der fest på tribunerne, hvor Brøndby-fansene blandt andet markerede klubbens 50-års-jubilæum med en gigantisk tifo, der prydede hele den ene langside før kampen.
Brøndby måtte undvære skadede Daniel Agger og karantæneramte Dario Dumic i midterforsvaret, hvor Martin Albrechtsen og Martin Ørnskov i stedet spillede.
Brøndbys defensiv havde ikke meget at lave i kampens første halve time, der bød på et massivt spilovertag til hjemmeholdet, der dog ikke formåede at skabe en eneste stor chance.
Og så pludselig med få minutters mellemrum opstod to situationer, der rammede Silkeborgs efterår ind: Manglende kvalitet i afslutningerne og manglende held.
Først kom Nicolaj Agger alene igennem, men den tidligere Brøndby-angriber skød forbi mål.
Få minutter senere fik Adeola Runsewe alt for meget plads til at afslutte uden for straffesparksfeltet, men han sendte bolden på overliggeren.
Brøndby fik ikke meget til at fungere mod slutningen af halvlegen, men kort før pausen skød Frederik Holst over mål efter en god fremlægning fra Thomas Kahlenberg.
Pausen blev noget længere end ventet, for lyset som nævnt gik ud på Brøndby Stadion, og så gik hjemmeholdets fans i gang med at synge fødselsdagssang.
Anden halvleg blev indledt med endnu en pause, da Brøndby-fansene efter 50 minutter markerede jubilæet med blandt andet en masse røg ind over banen, så kampen blev udsat i yderligere fem minutter.
Brøndby satte Silkeborg under pres, og et kvarter før tid kom forløsningen. Den netop indskiftede Jose Ariel Nunez strøg igennem og serverede bolden for Teemu Pukki.
Angriberens hovedstød blev halvklaret af Silkeborgs målmand, Thomas Nørgaard, men den ligeledes netop indskiftede Ferhan Hasani headede sejrsmålet ind.
Kort før tid fik Nunez tilkæmpet sig et straffespark, som også kostede Silkeborgs Jens Martin Gammelby et rødt kort.
Thomas Kahlenberg brændte dog straffesparket, og til sidst havde Jose Ariel Nunez selv en kæmpechance, men han skød over mål.