Overfaldet på åben gade

53-årig slået umotiveret i ansigtet

Overfaldet fandt sted i Østergrave nær rutebilstationen i Randers. Foto: Google Maps

En 53-årig mand blev natten til lørdag umotiveret overfaldet på åben gade i Randers Midtby.

Ifølge Østjyllands Politi befandt manden sig kl. 02.45 på Østergrave nær rutebilstationen, da han blev slået i ansigtet af en forbipasserende mand.

Forud for overfaldet havde den 53-årige mand og den voldelige forbipasserende ikke været i kontakt med hinanden. Politiet har derfor ikke umiddelbart noget motiv til overfaldet.

- Den 53-årige blev efterfølgende behandlet på skadestuen. Han har dog kun fået knubs, siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Gerningsmanden beskrives som en dansk mand, der er mellem 180 og 185 cm høj. Han bar mørkt tøj og har kort mørkt hår.