Østjysk webshop helt i top
Ruller af sted for Hinnerup-virksomhed
Virksomheden Skatepro fra Hinnerup er blevet hædret med en af de fornemme E-handelspriser.
Det skete i går ved et show i København, hvor Danmarks bedste webshops blev kåret.
Østjyske Skatepro vandt i kategorien "Vækst".
- Det er super dejligt, at selvom vi ikke er en af de største virksomheder, stadig kan være med blandt de store, når det gælder webshops i Danmark, siger direktør Jakob Høy Biegel fra Skatepro til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skatepro fik vækstprisen, fordi de har formået at udnytte deres muligheder og skabt sund vækst på et marked både i Danmark og i hele Norden.
- I år har vi virkelig oplevet toppen af dansk e-handel. Konkurrencen har været benhård, men det er kun positivt, for det viser jo bare med rette, at de danske webshops er med helt fremme. Både når det gælder salg på tværs af grænser, satsninger på nye platforme og ikke mindst kreativiteten i forhold til nye forretningsmodeller, der tiltrækker endnu flere kunder," siger Annette Falberg, adm. direktør for FDIH i en pressemeddelelse.
I alt 12 priser blev uddelt. Blandt andet fik Smartguy.dk og Nicehair.dk også hver en pris.