Østjylland slap for snekaos - i denne omgang
Snestorm har skabt kaos i Nordjylland. Østjyderne slap til gengæld i denne omgang. Dog problemer for busser i Randers.
Midt- og Nordjyderne kunne onsdag morgen stå op til et snekaos, der ikke var blevet mindre end det, der plagede landsdelen tirsdagen igennem.
Snefaldet var så kraftigt, at politiet i Nordjylland onsdag morgen fraråder al unødvendig udkørsel, efter at snevejret er fortsat det meste af natten.
Østjylland gik til gengæld lige akkurat fri, da snestormen i nat rasede i det nordlige Jylland.
Selv om der stadig ligger sne fra snefaldet natten mellem søndag og mandag, er situationen i trafikken nogenlunde fornuftig.
Værst ser det ud i Randers, som også tirsdag var hårdest plaget af sneen. Her kører bybusserne onsdag morgen stadig efter nødkøreplaner på grund af sne og is. Ifølge trafikselskabet Midttrafik kører bybusserne i Randers med store forsinkelser.
Også enkelte rutebiler i den nordlige del af Østjylland er stadig generet af sneen på vejene. Blandt andet er rute 230 mellem Randers og Hobro og rute 237 mellem Randers og Hadsund helt indstillet. Passagererne kommer med andre ord til at vente længe, hvis de tager opstilling ved busstoppestederne langs disse to ruter.