Østjyde sikrer OL-plads

Skytten Torben Grimmel er med, når der i 2016 er OL i Rio

Foto: Dansk Skytte Union

Tidligt onsdag morgen sikrede skytten Torben Risgaard Grimmel en dansk OL-plads tilRio i 2016.

Pladsen sikrede han sig ved at skyde sig til en fjerde plads ved ugens World Cup i Gabala i Aserbajdsjan i disciplinen for 60 skud på 50 meter liggende.

- Jamen, det er super, super fedt. Det bliver man aldrig træt af. Jeg er glad for det og mægtig stolt, det skal der ikke være nogen tvivl om, siger Torben Grimmel til tv2oj.dk.

Flere end 1.000 skytter fra 83 nationer deltager i World Cuppen, der finder sted fra 8. til 16. august.

Det er dog endnu ikke sikkert, om det er Torben Grimmel selv, der får lov til at benytte sig af OL-pladsen.

- Det er Dansk Skytte Union, der afgør, hvem der kommer med. Men i første omgang handlede det om få selv pladsen, siger han.

Hvsi Torben Grimmel bliver udvalgt til at rejse til Rio, vil det blive hans femte OL-deltagelse. Indtil nu har hans bedste resultat været en sølvmedalje i 60 skud liggende ved OL i Sydney 2000.

Grimmel, der er født i Odder, skyder til daglig for klubben DSB/ASF i Aarhus.