Oplever vækst på 40 procent
IT-virksomheder oplever stor fremgang
Et af det 20. århundredes største opfindelser bliver i denne uge hyldet i Aarhus.
Det er hverken plastik, laseren eller samlebåndet, men derimod internettet.
I dag åbnede Danmarks første festival for internettet,
Internet Week Denmark 2014, som skal sætte fokus på internettets muligheder for at skabe forretning og arbejdspladser.
Ifølge flere eksperter er netop Aarhus blandt landets førende, når det kommer til at udvikle IT-teknologi.
En af de virksomheder, som har nydt godt af den digitale udvikling, er Stibo Systems i Højbjerg. Virksomheden leverer digitale informationsløsninger til firmaer i hele verdenen.
Bare i løbet af 2013 oplevede virksomheden en vækst på 40 procent:
- Det er fantastisk motiverende at være en del af det at hjælpe store internationale virksomheder med at gå online, siger direktør Mikael Lyngsø til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Med den positive udvikling ser Stibo Systems frem til snart, at kunne udvide medarbejderstaben.
- Der vil blive ansat flere mennesker i Danmark og uden for Danmarks grænser, som naturligvis skal arbejde med at få os positioneret endnu kraftigere inden for online, siger direktør Mikael Lyngsø.
Se mere til den aarhusianske internet-festival i tv-indslaget øverst i artiklen.