Omfattende tyveri af værktøj
Politiet har beslaglagt stjålet værktøj for flere hundrede tusinde kroner
Stjålne boremaskiner, skruemaskiner, rundsave og fræsere - i alt ligger 150 stykker stjålet værktøj nu på politigården i Aarhus.
- Det her er blandt de største ting, jeg har set, når vi taler tyveri fra byggepladser, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Værktøjet er blevet stjålet fra byggepladser i blandt andet Østjylland de seneste to uger. Med mærker som DeWalt og Makita er der værktøj for flere hundrede tusinde kroner.
Tyvekosterne blev i weekenden fundet i en stjålet varebil i Hasselager. Østjyllands Politi har anholdt to litauiske mænd for tyveriet. De sidder nu varetægtsfængslet.
Politiet formoder, at værktøjstyvene var på vej tilbage til Litauen for sælge tyvekosterne videre.
- Det er meget målrettet og meget organiseret kriminalitet, fortæller Mogens Brøndum.
I øjeblikket er Østjyllands Politi i gang med at finde de rette ejermænd til de stjålne effekter.