Omann: Vi kommer nok aldrig til at elske hinanden helt

Stemningen i byrådet i Randers blev onsdag aften debatteret

04:33

1 af 2

Stemningen og arbejdsklimaet i byrådet i Randers har siden valget været under frysepunktet flere gange, ligesom det har været præget af mistillid, beskyldninger og trusler om politianmeldelser.

Onsdag aften var en stribe af de lokale Randers-politikere med i en politisk debat arrangeret af TV 2 | ØSTJYLLAND i forbindelse med midtvejsvalget.

Og her debatterede politikerne netop den dårlige stemning i byrådssalen.

Claus Omann Jensen (V), borgmester i Randers Kommune, sagde blandt andet:

- Vi kommer nok aldrig til at elske hinanden helt.

Efter debatten var færdig satte han flere ord på udtalelsen:

- Det er desværre sådan, at stemningen i byrådet ikke er god, og det var den i øvrigt heller ikke i det tidligere byråd, og det er noget vi må prøve at arbejde på, og det gør vi også, sagde Claus Omann Jensen og tilføjede:

Vi bliver destruktive

- Det er ærgerligt, at vi bliver lidt destruktive indimellem, og det vil jeg gerne prøve at se, om jeg kan løse.

Han mener, at politikerne skal kæmpe for at gøre stemningen bedre.

- Hvis vi alle samme har viljen, så kan det godt blive bedre, og ja, selvfølgelig skal vi kæmpe for det.

Er de 30 mio. kr. til mursten eller pædagoger, Omann?

Optimisme hos SF

Hos SF er Charlotte Broman Mølbæk optimistisk.

- Jeg er altid optimistisk. Jeg er SF'er, og jeg tror altid på det bedste. Det ser svært ud, men jeg håber, at desto mere fokus vi får på det, desto mere bliver folk selv opmærksomme på, hvad det er for noget, de sender ud i verden, siger hun.

Socialdemokraternes Torben Hansen mener, at der mangler respekt i byrådet.

- Jeg håber, at mine kollegaer har hørt debatten i aften og siger, at det kunne være vi i fællesskab skulle blive bedre både til at respektere argumenter og til at respektere hinanden, så kunne vi komme langt. Der er nogen, der har truet med at politianmelde hinanden for 14 dage siden, og det holder jo ikke, når vi skal lave ærligt og seriøst politisk arbejde, siger han.

Du kan høre politikernes kommentarer efter onsdagens debat fra Værket i Randers i videoen øverst på siden.