Olsens tanker er gule og blå
Landstræner Morten Olsen skal bruge træningskamp mod Irland til at finde konceptet til det vigtige EM-kval-opgør mod Sverige.
Sverige, Liechtenstein og Spanien venter forude for det danske fodboldlandshold. Og landstræner Morten Olsen er klar over, at der ikke er råd til mange fejltagelser, hvis Danmark skal
kvalificere sig til næste års EM-slutrunde. Kravet er en så godt som en sejr i hver eneste kvalifikationskamp i efteråret.
Mandag bød Morten Olsen en afbudsramt flok landsholdsspillerne velkommen til NRGi Park i Århus, der skal danne rammen om de kommende to hjemmekampe i kvalifikationen på vejen mod slutrunden i Østrig og Schweiz. Onsdag venter Irland i en testkamp, før de vigtige slag skal slås.
- Irland minder meget om Sverige. Vi vil afprøve flere forskellige ting og forberede os med henblik på kampen mod Sverige. Men vi kan ikke afprøve alt. Vi har jo kun spillerne i en begrænset periode. Det er jo ikke som et klubhold. Mod Sverige skal vi ikke til at eksperimentere, men bruge et koncept vi kender, sagde Morten Olsen.
Tænker på det svenske opgør 8. september
Landstrænerens tanker kredser således allerede om opgøret i Stockholm den 8. september, hvor det er helt sikkert, at midtbanestyrmanden Christian Poulsen må sidde udenfor med karantæne. Puslespillet er ikke gjort lettere af, at Martin Jørgensen, Leon Andreasen, Lars Jacobsen samt målmand Thomas Sørensen har meldt afbud til Irlandskampen med skavanker og skader.
- Der er tre uger til kampen mod Sverige, så jeg ved ikke, hvilke spillere, jeg har til rådighed til den tid. Desværre har vi en del skader, men det er rart med sådan nogle kampe her, da det giver mig mulighed for at se andre spillere, sagde Morten Olsen.
Kasper Bøgelund fra Borussia Mönchengladbach, Mikkel Thygesen fra FC Midtjylland samt de to FC Københavnere William Kvist og Morten Nordstrand er nogle af de navne, der er blevet plads til. Og Morten Olsen regner med at bruge alle sine seks udskiftningsmuligheder dels for at se de fleste spillere an, men også for at sparre dem til deres klubkampe og opgøret mod Sverige.
Thomas Sørensen står ikke på mål
Et af de emner, som Morten Olsen måtte forholde sig til, inden han satte halvanden times træning i gang på den velplejede bane i Århus, var målmandssituationen. Jesper Christiansen kan onsdag se frem til at lufte handskerne, efter at Aston Villas Thomas Sørensen har meldt afbud. Og hvem, der fremover skal være førsteholdsmålmand er op til de to keepere at afgøre.
- Situationen er simpel. Vi har to gode keepere. Indtil nu har vi haft en førstekeeper som hed Thomas Sørensen. Nu er situationen anderledes. Derfor har vi sagt, at Jesper er førstekeeper til kampen mod Irland, sagde Morten Olsen.
Selv om Thomas Sørensen ikke skulle nå at komme i kamp i Premier League, inden den 8. september, så er Aston Villa-målmanden dog ikke afskrevet til kampen på Råsunda Fotbollstadion.
- Det behøver ikke nødvendigvis spille en Premier League-kamp, inden vi tager til Sverige. Han skal spille træningskampe. Han er 30 år og har stået masser af kampe på det niveau, så det vil være nok til at spille mod Sverige, sagde Morten Olsen.
/ritzau/