Ólafur efter AGF-skalp: Vi skal ikke stille os tilfredse

Sæsonens første sejr blev en realitet for Randers FC lørdag aften, men holdet skal ikke hvile på laurbærrene, lyder det fra cheftræneren

02:41

Efter syv kampe med blot to mål og kun tre point til følge, så har hele den sporstlige sektor i Randers FC selvsagt været under et massivt pres. 

Derfor var det en tiltrængt sejr for cheftræner Ólafur Kristjánsson, efter AGF blev besejret med de overbevisende cifre 4-1 i Aarhus lørdag eftermiddag, men lettelsen bliver dog hurtigt afløst af et nyt fokus.

Læs også Randers FC tog storsejr med hjem fra derbyet mod AGF

- Nu skal jeg nyde det og så være fokuseret på, at der er en ny kamp på fredag. Røvkedeligt, men sådan er det, lød den tørre konstatering fra Ólafur Kristjánsson.

Det var fanme på et belejligt tidspunkt, at det kom i dag.

Erik Marxen, Randers FC-spiller, om sit mål mod AGF

At sæsonens første sejr kom i hus på den måde har selvsagt givet islændingen lidt luft, men han tænker ikke over, om presset nu er blevet lidt mindre.

- Vi er altid under pres for at skabe resultater. Vi skal ikke stille os tilfredse med én kamp. Vi skal være så ærekære og ærgerrige, så vi møder ind i morgen og gør klar til krig næste fredag.

Marxen glad for perlemål

Første del af sejren blev grundlagt efter blot tre minutters spil, da venstre backen Erik Marxen kanonerede en helflugter op i hjørnet af målet.

03:24

Erik Marxen kanonerede Randers i front. Se interviewet med ham her.

Luk video

Det var hans blot fjerde mål i karrieren, og det muligvis bedste hidtil.

- Jeg har lyst til at stå og sige, at det er mange timers hård træning, men det kan jeg nok ikke helt påstå alligevel. Jeg har en lille tendens til, med meget store mellemrum, lige at lave et enkelt godt mål. 

Læs også Kikkert med på stadion: Randers FC svarer igen på GF-parodi

- Det var fanme på et belejligt tidspunkt, at det kom i dag, fortsatte Erik Marxen.

Point på kontoen hos Ólafur

I transfervinduet blev der hentet en direkte konkurrent ind til Marxen i form af Kevin Conboy.

Conboy har dog døjet med en skade siden sin ankomst, men alligevel glæder Marxen sig over sin gode præstation, når kampen snart skal tages op med den tidligere landsholdsspiller.

- Det er selvfølgelig vigtigt. Nu ved jeg ikke, hvor lang tid jeg har at løbe på, inden Kevin er tilbage i fulde omdrejninger, men jeg ved da godt, at der kommer en yderst kapabel modstander til mig, når han er 100% fit.

- Alle de point jeg kan få sat i banken hos Ólafur inden den kamp for alvor tager til, det er selvfølgelig dejligt. Men jeg vil nu ærligt indrømme, at det ikke var min startplads i de kommende kampe, jeg gik og tænkte på inden i dag. Der må man bare erkende, at der er ting, der er vigtigere end ens egen lille 'virksomhed', forklarer Erik Marxen.

Randers FC skal i aktion allerede igen på fredag, hvor Lyngby kommer på besøg på BioNutria Park. 

Se et interview med Ólafur Kristjánsson i videoen øverst i artiklen.