OL-hækkeløber tæt på EM-finale
Sara Slott var kun 0,14 sekund fra finaleplads
28. jun 2012, kl. 10:52
Mere end 30 dage gammel
Frem til niende og næstsidste hæk i EM-semifinalen tydede alt på, at Aarhus-løberen Sara Slott Petersen var på vej mod finalen i 400-meter-hækkeløb.
Danskeren lå godt til i heatet, hvor de tre hurtigste gik direkte videre, men så fik hun problemer med timingen og trippede en smule, inden hun forcerede hækken.
Det kostede ikke kun placeringer, men også tid. Aarhus-løberen klarede sidste hæk fint, men blev kun blev nummer fem i sin semifinale.
Den OL-kvalificerede hækkeløber havde stadig mulighed for at kvalificere sig på tiden. De 56,07 sekunder rakte dog lige præcis ikke.
Sara Slott Petersen var 14 hundreddele af et sekund langsommere end ireren Jessie Barr, der løb med den sidste finaleplads.