Oksen: Jeg er ikke favorit
Chris Anker giver Virenque ret
Hammel-cykelrytteren Chris Anker Sørensen giver bjergkongen Richard Virenque ret - jeg er ikke favorit til bjergtrøjen, siger han.
Bjergkongen Richard Virenque regner ikke Chris Anker Sørensen blandt favoritterne i bjergkonkurrencen, og danskeren tager den franske skepsis til efterretning uden skuffelse.
- Jeg ser bestemt heller ikke mig selv som en af favoritterne.
Jeg er bare en, der håber og drømmer, og så må vi se, hvordan det går, siger Chris Anker Sørensen.
Sæt sparepengene på Sánchez
Danskeren er enig med Virenque i, at det er langt mere sikkert at sætte sine sparepenge på den spanske Euskaltel-rytter Samuel Sánchez.
- Samuel Sánchez har vundet den tidligere, og han er helt klart en af de store favoritter sammen med en Fränk Schleck - som jeg ser det, siger Chris Anker Sørensen.
Spanieren vandt bjergkonkurrencen i Tour de France 2011.
Er du skuffet over, at Virenque ikke regner dig blandt favoritterne?
- Nej, det er jeg bestemt ikke skuffet over. Jeg regner heller ikke mig selv blandt favoritterne til bjergtrøjen, siger Chris Anker Sørensen.
Har gode chancer
Den franske bjergkonge er fast mand i Tour-karavanen blandt andet som kommentator, men indtil tirsdag før 3. etape havde han ikke lært Michael Mørkøv at kende, selvom den danske Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytter havde vundet fire bjergspurter i løbet.
- I øjeblikket har han gode chancer resten af ugen, men vi må se, hvad der sker i bjergene. Jeg kender ham ikke, sagde Richard Virenque på det tidspunkt.