OK at lokke med billige øl

Musikhusets nye strategi forarger ikke

26:48

Mette Kier, Programchef Musikhuset Aarhus

1 af 2

Det er helt i orden, at Musikhuset Aarhus sælger øl til halv pris for at få flere unge kunder i butikken. Det mener dagens panel i programmet Kulturkampen. Faktisk er det på høje tid, at den aarhusianske kulturinstitution gør en indsats for at tiltrække et yngre publikum, lyder det fra en af programmets gæster, byhistoriker Lars Holleufer.

- Jeg synes, det er på høje tid, at musikhuset i Aarhus begynder at interessere sig for det yngre publikum. Det har der ikke været for meget af i programtilrettelæggelsen. Jeg er kommet i huset siden august 1981, da det åbnede. Specielt til klassiske koncerter. Og der ser vi jo, hvordan publikum bliver ældre og ældre og ældre. Så det er på høje tid, at vi begynder at interessere de unge mennesker, siger han.

Vil skabe opmærksomhed

Musikhuset vil gerne etablere sig som landsdelens faste scene for præsentation af standup-komikere. Årets program byder også på flere rytmiske koncerter, og som noget nyt lancerer musikhuset en ungdomsklub med navnet "Klub Hund". Som medlem af "Klub Hund" får de unge bl.a. billige koncertbilletter og billigere drinks.

Programchef Mette Kier er bevidst om, at det kan virke plat at lokke med billige øl, men hun mener også, at Musikhuset har en forpligtigelse til at få fat i nogle af byens mange unge studerende.

- Det er selvfølgelig et greb, vi har taget for at få lidt opmærksomhed. Men når man er studerende, har man ikke så mange penge, og vi skal i hvert fald ikke falde på, at det er for dyrt at gå i musikhuset, siger hun.

I udsendelsen her over kan du se hele debatten. Du kan også se det i Kulturkampen på TV 2 | ØSTJYLLAND torsdag kl. 18.15 og 19.50.