Østjyske elever bliver ved med at strømme til privatskoler

Aldrig før har så mange østjyske unge gået på privat- og friskoler i stedet for i folkeskolen, viser nye tal for 2017

02:21

Kamille Nygaard Bech går i 9. klasse på Rønde Skole. Hun er en af dem, der aldrig har overvejet at skifte til privatskole.

Hvis samtlige skolebørn i Rønde og omegn gik på den lokale folkeskole, så ville 939 elever hver dag møde ind på Rønde Skole. 

Virkeligheden er i dag en helt anden. Godt hver anden elev, 46 procent, møder hver dag op på en af de fire privatskoler i distriktet: Rønde Privatskole, Feldballe Friskole, Ugelbølle Friskole og Syddjurs Friskole.

Det er ikke noget problem, mener stort set samtlige byrådspolitikere i Syddjurs Kommune. 

Læs også Borgmester drømmer om en tredje vej for fremtidens skole

- Vi har rigtig gode skoletilbud, og i Rønde og omegn er der en mangfoldighed af skoler, siger borgmesteren Claus Wistoft (V) og uddyber:

- Og det er ikke noget problem, tværtimod er det en styrke, at vi har så mange forskellige tilbud.  

Jesper Yde Knudsen er glad for Syddjurs' privatskoler, men han mener, at flertallet i byrådet underprioriterer folkeskolen. I 2007 gik 8,5 procent af eleverne i privatskole. I år er det 20,8 procent. Foto: Christine Vestergaard

Enhedslistens medlem af kommunalbestyrelsen, Jesper Yde Knudsen, er til dagligt gymnasielærer på Rønde Gymnasium, der deler adresse og lokaler med Rønde Privatskole.

Han har det også fint med privatskolerne som sådan, men han mener, det er et problem, at to af skolerne er opstået, fordi lokale folkeskoler er lukket.

- Så det er ikke privatskolerne, der er problemet. Det er det politiske flertals kurs, hvor de ikke i tilstrækkelig grad støtter folkeskolerne, siger han.

Flere privatskoler i næsten samtlige kommuner

Siden 2007 er andelen af privatskoleelever steget fra 12,3 procent til 18 procent i Østjylland, hvilket følger udviklingen på landsplan.

Der er flere forklaringer på stigningen, pointerer folkeskoleforsker Andreas Rasch-Christensen fra VIA Univeristy College.  

- Tidligere skyldes vandringen til privatskoler lukningen af folkeskoler. Nu kan vi se, at vandringen mod privatskolerne også skyldes, at forældrene gerne vil have nogle lidt mindre skoler med færre elever i klasserne, og at flere lader deres børn begynde direkte i en privatskole, siger han. 

Vi har rigtig gode skoletilbud, og i Rønde og omegn er der en mangfoldighed af skoler.

 Claus Wistoft (V), borgmester, Syddjurs

I Rønde er det en blanding af det hele. Syddjurs Friskole tilbyder en mere kreativ undervisning fra børnehaveklassen og frem til 10. klasse, mens Ugelbølle Friskole og Feldballe Firskole kun går til og med 6. klassetrin. Rønde Privatskole med 100 år på bagen tilbyder først undervisning fra 7. klasse og frem og er kendt for at være boglig stærk. 

Spørger man skolelederen på folkeskolen, så ville han gerne undervise nogle flere børn. 

- Jeg vil da gerne have, at alle valgte Rønde Skole, men samtidig ved jeg da også, hvordan verden er, siger Torben Madsen. 

Læs også Bedring: Men børn i Norddjurs bliver stadig mobbet i skolen

Hans lederkollega på privatskolen anerkender, at der er konkurrence om eleverne - men en sund en af slagsen. 

- Vi skal ikke overtage skolemarkedet her i byen, men vi skal være her for de forældre, der mener, at skolen er lige præcis det rette for dem, og der skal være plads til begge skoler, siger Torben Märcher, skoleleder på Rønde Privatskole.

Svært at spå om fremtiden

Der er forskellige bud på, om der stadig vil være elevflugt fra de østjyske folkeskoler til privatskoler. 

- Hvis politikerne overhovedet ikke foretager sig noget, så kan tendensen fortsætte, mener folkeskoleforsker Andreas Rasch-Christensen og uddyber:

- Men tendensen kan bremse op, hvis man i den næste valgperiode styrker de lokale folkeskole og sikrer den bedst mulige undervisning. 

Læs også LEGO-klodser på skoleskemaet: Børn skal lære bedre gennem leg

Hos Dansk Friskoleforening mener formanden, Peter Bendix Pedersen, det svært at spå om fremtiden. 

- Hvis flytningen fra land til by fortsætter uændret, så er der rigtig mange friskoler, der ligger i områder, hvor der er ingen børn tilbage, og så vil nogle af friskolerne lukker, siger han.

For ham er balancen mellem folkeskoler og friskoler ikke en konkurrence.

- Mange forældre er ligeglade med, om der står folke eller fri foran deres skole. De vil blot have en god lokal skole, siger han og slutter:

- Og hvis vi skal have et reelt frit skolevalg i Danmark, så skal der være nogle forskellige skoler, som forældrene kan vælge imellem.