Østjysk snevejr sender Falck på arbejde

Onsdagens snevejr har sendt Falck på arbejde i blandt andet Randers, Aarhus og på Djursland

Sådan så det onsdag morgen ud i Silkeborg. Meget stemningsfuldt - men ikke specielt praktisk for trafikanterne. Foto: Michael Bernstorff

Falck har onsdag morgen været i aktion en del steder i Østjylland for at hjælpe bilister, der var kommet i uføre på grund af snevejret.

- På nuværende tidspunkt har vi haft 60 opgaver i hele Jylland, og det er egentlig ikke så mange. En del af opgaverne har vi haft i Randers, Aarhus og på Djursland, siger kommunikationschef Louis Honoré fra Falck onsdag kort før klokken 8.30.

En tredjedel af opgaverne handlede om at trække biler fri, mens det i andre tilfælde drejede sig om at hjælpe folk med at starte deres bil. 

Læs også Onsdag morgen: Væltet lygtepæl spærrer vej

Vintervejret er kommet ret pludseligt i år, så der er stadig bilister, der ikke har fået skiftet til vinterdæk. Om det har spillet en rolle i forhold til morgenens uheld, kan Louis Honoré ikke sige noget håndfast om.

- Når vi kommer ud til folk, tjekker vi ikke, om folk har skiftet til vinterdæk, men man kan da godt gisne om, at det kan have spillet en rolle, at der måske er nogle, som endnu ikke har fået skiftet dæk, siger han.