Øjenvidne til ulykke: Det så ret voldsomt ud

Marc Huusfelt var en af de første til at være ved den 14-årige dreng, der mandag eftermiddag blev påkørt i Hadsten

01:19

En 14-årig dreng blev mandag kl. 14.34 påkørt i en uhyggelig ulykke på Ellemosevej i Hadsten.

Drengen blev klemt fast mellem en bil og en stensætning. Marc Huusfelt, der er voksenlærling på den nærliggende håndværkerskole, var en af de første fremme ved den tilskadekomne dreng. Han blev mødt af et chokerende syn.

- Benene var nærmest pillet helt af ham, og knogler strittede ud af skoene. Det så ret voldsomt ud, siger Marc Huusfelt til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Tre unge i vanvidskørsel rammer 14-årig dreng

Tirsdag middag bliver de tre mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers med krav om varetægtsfængsling.

Sammen med andre vidner til ulykken fik Marc Huusfelt fat i førstehjælpstæpper til den 14-årige.

Benene var nærmest pillet helt af ham, og knogler strittede ud af skoene. Det så meget voldsomt ud.

Marc Huusfelt

- Vi fik dækket ham til, så han ikke frøs, og andre ikke skulle se på det, fortæller Marc Huusfelt.

Det var af naturlige årsager en chokeret flok, der så til. Også chaufføren fra bilen, der ramte drengen, var rystet, lyder det fra Marc Huusfelt.

Det var på Ellemosevej ved Den jydske Haandværkerskole, at den 14-årige blev kørt ned mandag eftermiddag. Foto: Google Maps

- Han havde fået næseblod og ondt i hovedet – givetvis på grund af en hjernerystelse. Umiddelbart virkede han til at være en stille og rolig ung mand, siger han.

Ifølge Østjyllands Politi var føreren en 22-årig mand fra Randers. Udover ham kørte to andre biler – med henholdsvis en 18-årig og en 20-årig chauffør - hasarderet på Ellemosevej. Alle tre mænd er anholdt i sagen. 

Læs også Voldsom ulykke i Hadsten: Alle tre unge bilister løsladt

- Tre biler kører meget hurtigt og meget hasarderet rundt i området omkring skolen, fortalte vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND mandag aften.

I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med Marc Huusfelt.