Oddergrisen får glassene til at klirre

Det larmer og gulvet ryster, når togene suser forbi familie i Odder. Nye skinner får skylden.

Familien Katholm bor kun seks meter fra Odderbanen og er bestemt ikke særligt tilfredse med de nye skinner, banen har fået lagt.

Ifølge Anders Katholm sitrer gulvet, glassene i skabet klirrer, og samtaler overdøves et kort øjeblik af de i alt 40 tog, der dagligt passerer forbi familiens hus på Bisgårdsvej.

Ifølge Horsens Folkeblad havde familien ellers set frem til de nye skinner, som angiveligt skulle nedbringe omfanget af både larm og rystelser.

Men der er ingen forskel i forhold til de gamle skinner. Det hele hopper og danser, fortæller Anders Katholm til avisen.

Ifølge Midtjyske Jernbaner, som ejer Odderbanen, burde de nye togskinner havde mindsket generne for de beboere, der har huse langs banen.

- De nye skinner er svejset sammen, og derfor giver de ikke de samme stød og den klaprende lyd, man kender fra de gamle skinner. Men det kan måske være noget i undergrunden det pågældende sted, der er galt. Det er svært at sige noget om, før vi har været ude at undersøge stedet, siger direktør for Midtjyske Jernbaner Erik Hansen til Horsens Folkeblad.