Nyt stadion på vej i Aarhus?
AGF-direktør lufter sine fremtidsplaner
Selvom de sportslige resultater i øjeblikket halter i 1. divisionsklubben AGF, tøver klubbens nye direktør ikke med at tænke stort. I hvert fald ikke, når det kommer til klubbens fremtidige hjemmebane.
I et interview med Ekstra Bladet fortæller AGF-direktør Jacob Nielsen, at han har et ønske om, at klubben skal have et nyt stadion inden for en overkommelig årrække, hvis AGF formår at sikre oprykning til Superligaen.
- Om vi så der taler en tidshorisont på to eller fem år, det er ikke at sige. Det kommer jo an på, hvornår der er styr på core-business. Jeg synes, det er oplagt at starte arbejdet om nyt stadion op og tale om det nu, men det er ikke noget, der kommer til at tage min tid, siger Jacob Nielsen til Ekstra Bladet.
Direktør Jacob Nielsen mener ikke, at byen kan være bekendt med det stadion, der er i dag. Særligt løbebanen omkring fodboldbanen har flere gange mødt kritik, fordi publikumstribunerne derfor er placeret længere væk fra banen end ved andre stadions.