Nyt samarbejde: Stadion Allé skal være Aarhus' rambla

Tivoli Friheden og AGF indgår nu et tæt samarbejde, der skal komme brugerne af tivoli og stadion til gode

13:40

1 af 2

Onsdag fremlagde den aarhusianske fodboldklub AGF og en af byens helt store attraktioner, Tivoli Friheden, et nyt og tættere samarbejde. Tidligere har man lavet arrangementer sammen, men nu bliver det et mere strategisk og formelt parløb.

- Hele Stadion Allé kan blive brugt som en plads for oplevelser både for Tivolis gæster, og dem der skal til fodbold. Det kunne være en søndag, hvor vejen bliver samlingspunkt for hele området, forklarer direktør i AGF, Jacob Nielsen.

Om det udvidede samarbejde siger han:

- Der er mange aspekter i det. Blandt andet er det et sponsorsamarbejde, hvor nye produkter fra Tivoli vil blive tilbudt vores sponsorer og alle østjyske virksomheder. Det kan være som i festugen, hvor vi havde succes med et kombineret tilbud, som 2500 tog imod.

Rocklegender kommer til Aarhus

Fordele for sæsonkortholdere

Helt konkret lyder det, at sæsonkortholdere i eksempelvis AGF vil få adgang til fredagsarrangementer i Tivoli Friheden, og omvendt kan Tivolis brugere komme ind og se fodbold efter en tur i forlystelsesparken.

- Indtil nu har det kun været de lavthængende frugter, vi har plukket. Jeg tror, at der er et kæmpe potentiale for fremtidige produkter, fortæller Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen.

Første store arrangement i området bliver til sommer, hvor rockbandet AC/DC giver koncert. En koncert der bliver holdt i Ceres Park 12. juni, og som blev udsolgt på 35 minutter.

Øverst i artiklen kan du høre interviewet med de to direktører, og herefter følger hele pressemødet fra Tivoli Friheden.