Nyt fyrtårn skal skabe lys i Mørke

Et nyt fyrtårn er onsdag blevet rejst midt i byen Mørke på Djursland. Det skal - foruden at skabe lys i Mørke - sætte fokus på byfornyelsen

I dag, onsdag, blev det længeventede fyrtårn rejst midt i byen Mørke på Djursland.

Det var tre år gammel idé blandt byens borgere i Mørke på Djursland, der i dag, onsdag, blev realiseret. Et fyrtårn blev rejst i midten af byen ved hovedvejen og letbanen.

Det er ret vildt, at vi er nået så langt, at vi har fået det op at stå.

Jakob Baungaard, Distriktsrådet

- Fyrtårnsprojektet har til formål at vise lys i Mørke, og at gøre folk interesseret i at undersøge byen og den byfornyelsesproces, vi er i fuld gang i herude, siger Jakob Baungaard, en lokal ildsjæl, der er bestyrelsesmedlem i Distriktsrådet.

Projektet er en del af et større byfornyelsesprojekt i byen, der hedder Lys i Mørke. Det er en indsats, der ifølge Jakob Baungaard, har til formål at gøre Mørke en bedre by at bo i, og hvor temaet for de forskellige projekter samtidig skal indtænke lys og indarbejde genbrug. 

Flere var onsdag mødt op for at overvære dagens store begivenhed.

Fyrtårnets flere funktioner

Og det længeventede fyrtårn rummer da også flere forskellige funktioner, der skal bidrage til byfornyelsen.

- Missionen er at overraske folk, der kommer gennem byen og få dem til at stoppe op og blive nysgerrige på Mørke. Vi vil gerne gøre folk mere interesseret i, hvad Mørke er for en størrelse, siger Jakob Baungaard og tilføjer:

Fyrtårnsprojektet har til formål at vise lys i Mørke, og at gøre folk interesseret i at undersøge byen og den byfornyelses proces, vi er i fuld gang i herude.

Jakob Baungaard, Distriktsrådet

- Udover at fyrtårnet skal vise lyset i Mørke og skabe lys, så skal det også kommunikere de tiltag og aktiviteter, der er i byen via et display på fyrtårnet - en slags infoskærm, siger han.

Derudover forklarer han, at fyrtårnet også skal bruges som en opmærksomhedsskaber. Der skal installeres laserlys oppe i toppen, som skal skyde en animeret lysstråle op på en høj firkantet silo - som et slags lærred at kommunikere på. 

- Jeg vil dog gerne pointere, at laserlyset kun vil være en gang imellem ved specielle anledninger, da det er vigtigt for os at undgå lysforurening, støj og at genere naboerne, siger Jakob Baungaard.

Læs også Østjysk by i god udvikling: Men ikke alle holder af byfornyelsen

I dag er en stor dag

Selve fyrtårnet har også en lang historie bag sig.

I en lang årrække har tårnet stået på Aarhus Oliehavn, hvor multikunstneren, Niels Rahbæk, har lavet en stor renovering af tårnet.

Missionen er at overraske folk, der kommer gennem byen og få dem til at stoppe op og blive nysgerrige på Mørke.

Jakob Baungaard, Distriktsrådet

Oprindeligt skulle fyrtårnet flyttes til Den Gamle By i Aarhus, men i stedet fik Mørke fingrene i det.

- Det er en rigtig stor dag i dag. Projektet startede som en idé for tre år siden, og siden da har vi formået at tiltrække støttekroner til projektet og få hevet de nødvendige godkendelser i land, som der skal til, siger Jakob Baungaard og tilføjer:

- Det er ret vildt, at vi er nået så langt, at vi har fået det op at stå, siger han.

På billedet ses fyrtårnet, da det blev transporteret væk fra Aarhus Havn. Foto: Privatfoto - Niels Rahbæk

Støtte fra lokalt elselskab

Foruden stor opbakning fra de lokale, der har hjulpet med realiseringen af fyrtårnet, har projektet også mødt opbakning fra energiselskabet NRGi.

I 2015 støttede de nemlig fyrtårnsprojektet med 161.500 kroner fra den såkaldte Smart City-pulje.

Det var vigtigt for os, at pengene gik til et lokalsamfund, så der er flere mennesker, der får glæde af det. Vi er jo et forsyningsselskab, der leverer el, så når man finder en sjov og ny måde at anvende el på, så er det noget, vi meget gerne støtter op om.

Eva Ryberg, fmd. NRGi's bestyrelse

- Først og fremmest synes vi, at idéen med at lave lys i Mørke er sjov, siger Eva Ryberg, der er formand for NRGi's bestyrelse, og som dengang selv var ude og overrække checken i Mørke.

- Det var vigtigt for os, at pengene gik til et lokalsamfund, så der er flere mennesker, der får glæde af det. Vi er jo et forsyningsselskab, der leverer el, så når man finder en sjov og ny måde at anvende el på, så er det noget, vi meget gerne støtter op om, siger hun.

Puljen blev oprettet i forbindelse med selskabets 100 års jubilæum, hvor der blev afsat 1 million kroner til grønne bæredygtige projekter i forsyningsområdet.

Erfaringerne var dog så gode, så selskabet året efter valgte at starte en grøn værdipulje op, som er en efterfølger til Smart City-puljen.

Næste uddeling af støttemidler er fra 16. april til 18. maj, hvor der uddeles fem millioner kroner.

Fyrtårnet, som det oprindeligt så ud på Aarhus Havn. Det er sidenhen blevet forlænget. Foto: Privatfoto - Niels Rahbæk