Nyt center for ludomaner
Et nyt behandlingscenter for ludomaner tager imod de første spillelystne østjyder i dag.
Østjylland får i dag sit første behandlingscenter for ludomaner. Centret, der ligger i Gammel Munkegade i Århus, er en underafdeling af det fynske center Ringgården, der har kureret spillelystne danskere siden 1992. I løbet af de seneste år har centret imidlertid fået et stigende antal henvendelser fra østjyske ludomaner, og det er ifølge Ringgårdens leder, Michael Jørsel, årsagen til, at centret har besluttet at åbne en afdeling i Århus.
Det nye århusianske behandlingscenter er finansieret af en særlig pulje, der modtager én procent af omsætningen fra alle landets spilleautomater.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om det nye behandlingscenter i aftenens udsendelser.