Ny leder hos hajerne
Kattegatcentret offentliggør ny direktør
Bjarne Klausen, der er vicedirektør i Odense Zoo, er ny direktør for Havets Hus/Kattegatcentret fra den 1. juni i år.
Den 47-årige Bjarne Klausen, der er biolog og har en MBA fra Reading University i England, ser frem til at starte i sit nye job.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med den spændende udvikling, som Havets Hus/Kattegatcentret er i gang med omkring formidling, forskning og erhverv med udgangspunkt i havet. Det bliver en både fagligt og ledelsesmæssigt utrolig spændende opgave, siger Bjarne Klausen på Havets Hus/Kattegatcentrets hjemmeside.
Bjarne Klausen tiltræder sin stilling lige efter, at Havets Hus/Kattegatcentret har rundet flere milepæle. Kattegatcentret fylder nemlig 20 år i løbet af maj, og samtidig bliver en ny interaktiv oplevelseszone, kaldet "Havet in Action", indviet.