Ny genbrugsstation skal bygges af... genbrugsmaterialer

I 2021 ventes en ny genbrugsstation på 12.000 m2 at stå klar i Lisbjerg

Genbrugsstationen i Lisbjerg flyttes og udvides. Den nye forventes at åbne om et par år. Foto: Arkivfoto

Den nuværende genbrugsstation i Lisbjerg er for lille og kan ikke i fremtiden servicere de mange tilflyttere, der ventes til området nord for Aarhus.

Derfor skal der nu etableres en ny genbrugsstation næsten lige ved siden af den eksisterende på Ølstedvej ved kraftvarmeanlægget.

Læs også Gammelt bagerbrød forvandles til genbrugs-øl

- Den nuværende er for lille og trænger til en modernisering. Den er ikke gearet til at kunne klare de mange mennesker, der kommer til at bo i området i fremtiden, eller den måde man skal arbejde med genbrug og genanvendelse. Derfor laver vi nu en ny, så vi kan sikre, at folk i området også i fremtiden nemt kan komme af med deres affald, siger Lene van der Raad, chef for Genbrug og Energi i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Den nye genbrugsstation ventes at stå færdig i løbet af 2021. Foto: Aarhus Kommune

Genbrug på genbrugsstationen

Den nye genbrugsstation bliver cirka 12.000 m2 stor, og man vil forsøge at bruge genbrugsmaterialer fra kommunens øvrige genbrugsstationer til at etablere den.

- Nu skal vi i gang med at undersøge, hvad det mere præcist kan være, men det kan for eksempel være træ eller andet byggeaffald, som måske kan få et ny liv, siger Lene van der Raad.

Den nuværende genbrugsstation i Lisbjerg er kommunens mindste, men nu bliver den altså flyttet og udbygget. Foto: Google Street View

Ifølge kommunen vil man forsøge at bevare så meget af det eksisterende grønne område og forsøge at tænke genbrugsstationen ind i naturen. Genbrugsstationen bliver tænkt ind i den omkringliggende natur, der kan opleves og udvikles i samspil med lokalsamfundet.

Læs også Studerende i fare for at miste hørelsen - i et år og ni måneder

Ved den nuværende genbrugsstation er der også meget tung trafik på den lille vej ved kraftvarmeværket. Men ved at etablere en ny - og lave en ny vej ind til den - vil man få skilt lastbilerne med ærinder ved energiproduktionsanlægget fra de private køretøjer.

01:52

VIDEO: Genbrugt IT bliver mere og mere efterspurgt, og det er der flere grunde til. Se video fra den 25. januar 2019 her.

Luk video

- Samtidig bliver den nemmere og mere sikker at komme til med nye adgangsveje, der skiller den tunge trafik fra den lette, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.

Den nye genbrugsstation har en pris på cirka 33,7 millioner kroner, og den skal behandles på byrådsmødet snarest, hvor den ventes endeligt godkendt. Den nuværende genbrugsstation lukker først, når den nye står klar i 2021.