Ny chef for Aarhus Teater
Aarhus Teater får ny chef. Madeleine Røn Juul overtager ledelsen af Aarhus teater 1. juli næste år
Aarhus teater præsenterede i dag deres nye chef, Madeleine Røn Juul. Dermed bliver det en erfaren kvinde, der fra 1. juli næste år, skal tegne de store linjer på Aarhus Teater. Hun afløser Palle Jul Jørgensen, der har besluttet at gå på pension.
- Valget faldt på Madeleine Røn Juul, som siden 1984 har instrueret mere end 50 forestillinger for teatre i Danmark og Norge samt over 30 radiospil for Danmarks Radio, fortæller Aarhus Teaters formand, amtsrådsmedlem Kim Andersen (V), MF.
Madeleine Røn Juul har arbejdet som instruktør på en lang række forestillinger på blandt andet Det Kongelige Teater, Betty Nansen Teatret og Folketeatret. Men hun kender også sin kommende arbejdsplads indefra, idet hun har iscenesat flere forestillinger - blandt andet "De lystige koner" og "Dansemus" - på det store østjyske teater.
- Vi har valgt Madeleine Røn Juul, fordi hun har stor indsigt i teatrets verden. Hun har visioner for udviklingen af Aarhus Teater kombineret med stor viden om teatrets klassiske traditioner, siger Kim Andersen om den nye chef.