Ny bestyrelse for Aarhus Teater
Folketingsmedlem Kim Andersen (V) bliver formand for den første bestyrelse for Aarhus Teater, efter at staten har overtaget ansvaret for teatret.
Kulturministeren har beskikket en nye bestyrelse for Aarhus Teater.
Bestyrelsen tiltræder ved årsskiftet og bliver den første bestyrelse, efter at staten har overtaget hovedansvaret for teatret.
Formanden for den nye bestyrelse bliver folketingsmedlem Kim Andersen (V), som også er formand for den siddende bestyrelse.
Kulturministeren har desuden udpeget Professor Mette Neville og konsulent Tove Brink som bestyrelsesmedlemmer. Derudover har Kunstrådet udpeget skuespiller Lars Junggren og koreograf Ann Crosset, og Århus Kommune har udpeget rådmand Flemming Knudsen (S).
Endelig har medarbejderne på Aarhus Teater valgt Lars Høy og Morten Daugbjerg som deres repræsentanter i bestyrelsen.
Bestyrelsessammensætningen er fastsat i enighed mellem regeringen, DF, S, R og SF. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) siger om den nye bestyrelse, at det er lykkedes at få sammensat en meget kompetent bestyrelse.
- I forbindelse med udpegningen af mine egne kandidater har jeg ud over at kigge på kompetencesammensætningen tilstræbt en balanceret kønsfordeling og endelig haft bestyrelsens lokale forankring for øje, siger Brian Mikkelsen. /ritzau/