Nu stiger kommuneskatten
Henter 12 mio. kr. ekstra til kommunekassen
Skatten stiger i Syddjurs Kommune næste år. Det vedtager byrådsmedlemmerne på byrådsmødet onsdag eftermiddag.
- Det er simpelthen nødvendigt, hvis vores budget skal gå op. Der er for mange stigende udgifter og faldende indtægter, siger viceborgmester Kirstine Bille (SF) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I september fik Syddjurs Kommune lov til at hæve skatten fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Den ret gør kommunen nu brug af. Derfor stiger kommuneskatten fra 25,7 procent til 25,9 procent næste år. Det betyder 12,6 millioner kroner mere i kommunens kasse i 2015.
- Vi har en stigning af folk, der skal forsørges. Både ældre og folk uden arbejde og så har vi et fald i folk i arbejde, så det er nødvendigt, hvis vi vil fastholde vores serviceniveau i kommunen, siger Kirstine Bille.
Budgettet bliver vedtaget på byrådsmødet kl 16.