Nu ligger det helt fast: Bille borgmester i Syddjurs

Borgmesterkæden har hængt om halsen på ikke færre end tre politikere siden valget. Men nu bliver den hængende på SF'er.

Det står fast, efter at det kommende byråd sent mandag eftermiddag holdt konstituerende møde på rådhuset i Ebeltoft.

Samtlige 27 byrådsmedlemmer valgte at pege på SF's spidskandidat, Kirstine Bille, der dermed kommer til at stå i spidsen for Syddjurs Kommune efter nytår.

På mødet blev det også afgjort, at Venstres Claus Wistoft bliver viceborgmester, mens socialdemokraten Ninna Thomsen bliver 2. viceborgmester.

Med mandagens konstitueringsmøde er der nu omsider sat en bremse for den borgmesterkarrusel, der har drejet lystigt de seneste tre uger.

Først så venstremanden Claus Wistoft ud til at blive borgmester med opbakning fra Socialdemokraterne. Senere ændrede S mening, hvorefter alt tydede på, at socialdemokraten Jesper Mathiesen blev ny førstemand.

Sådan skulle det dog ikke gå. Mandag d. 30. november besluttede S, SF og de radikale, at det i stedet bliver SF-spidskandidaten Kirstine Bille, der skal stå i spidsen for Syddjurs Kommune.

Se mere i mandagens nyhedsudsendelse kl. 19.30.