Nu kommer indgrebet
Pressemøde kl. 10.00
Regeringen vil komme med indgreb i konflikten mellem lærerne og KL i dag, og dermed afslutte den lockout, der har varet i mere end fire uger. Det erfarer TV 2 fra centrale kilder.
Koordinationsudvalget, der består af de mest indflydelsesrige ministre, har i nat holdt møde, hvor de planlagde og tilrettelagde indgrebet.
Ministrene er indkaldt til møde torsdag morgen, oplyser TV 2, og Socialdemokraternes folketingsgruppe holder møde klokken ni. Planen er, at selve indgrebet vil blive præsenteret på et pressemøde kl. 10 af Helle Thorning-Schmidt (S) og beskæftigelsesminster Mette Frederiksen (S).
Når beskæftigelsesministeren er med til pressemødet, er det fordi, hun teknisk set har stået for udarbejdelsen af lovindgrebet, fortæller TV 2's politiske redaktør Anders Langballe til tv2.dk.
Den seneste meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2, viste i går, at 54 procent af danskerne gerne så et regeringsindgreb i konflikten mens 36 er imod.