Nu kommer efteråret
Østjyderne går kold weekend i møde
Når kalenderen på søndag siger 1. september, bliver det en kold fornøjelse for østjyderne.
Vejret kommer nemlig til at minde langt mere om efterår end sensommer med masser af blæst, skyer og byger.
Det er derfor med at trække i det varme tøj.
- Det ser ikke rigtigt spændende ud. Både fredag og lørdag får vi en del skyer med regn og byger i perioder, siger vagtchef Jørn Thomsen fra DMI.
Bygerne er mest udbredt i Jylland først på fredagen, mens sjællænderne må forvente vådt vejr i perioder om eftermiddagen. Kun Bornholm får noget solskin og overvejende tørvejr i dagtimerne, lyder prognosen.
- Temperaturerne bliver stadig nogenlunde pæne - i underkanten af de 20 grader, siger Jørn Thomsen.
Lørdag morgen vil stadig føles nogenlunde lun, men så begynder det at blæse op fra vest og nordvest. Og selvom temperaturerne stadig ligger lidt under 20 grader, så vil det føles noget køligere.
Se: Øv! Nu bliver det efterår...
- Der kommer en koldfront ind vestfra, og det giver regn og byger. Det starter ved vestkysten lørdag og breder sig østover, siger Jørn Thomsen.
DMI forventer herefter en frisk til hård vind, mens det bliver kuling ved kysterne.
- Den friske og hårde vind fortsætter søndag med byger, kun lidt sol og 16-18 grader, siger Jørn Thomsen.
Det grå og kedelige regnvejr ser ud til at forsætte ind i begyndelsen af næsten uge. Men allerede tirsdag og onsdag viser DMI's foreløbige prognoser tørvejr og temperaturer over 20 grader.