Nu får de en cykelsti

Næsten fem kilometer ny asfalt til de tohjulede

Cyklisterne kan se frem til bedre forhold på Løgtenvej mellem Hornslet og Løgten. Foto: Google Maps

Beboerne i Hornslet på Djursland kan se frem til snart at cykle hele vejen til og fra Aarhus på en cykelsti.

Syddjurs og Aarhus kommuner har i fællesskab besluttet at afsætte penge til en cykelsti, der skal binde Hornslet sammen med Aarhus og områdets øvrige cykelstier.

Den nye kommende cykelsti over kommunegrænsen er på 4,5 kilometer mellem Hornslet og Løgten.

- Jeg er rigtig glad for, at cykelstien mellem Løgten og Hornslet nu endelig er på vej. Der har længe været et stort behov for den. Jeg ved også, at borgerne i Hornslet har haft et stærkt ønske om etableringen af den, og de lokale kræfters ihærdige indsats har været medvirkende til at det lykkedes. Den nye cykelsti vil betyde, at langt flere nu trygt kan cykle helt til Aarhus, siger formanden for Syddjurs Kommunes teknikudvalg, Carsten Bech (R), til kommunens hjemmeside.

Den kommende cykelsti mellem Hornslet og Løgten får tilskud fra Staten.