Nu er valgstederne lukket

Klokken 20.00 lukkede valgstederne i Østjylland

00:20

Jacob Bundsgaard (S) borgmester i Aarhus Kommuner ringer folkeafstemningen af i Aarhus.

1 af 2

Siden klokken 9.00 torsdag morgen har danskerne haft mulighed for at stemme til folkeafstemningen om Danmarks retsforbehold i EU.

Det kunne man indtil klokken 20.00, hvor valgstederne i Østjylland og resten af landet lukkede.

Klokken 18.00 - to timer før valgstederne lukkede - havde 57,1 procent af vælgerne sat deres kryds for at være med til at afgøre EU-retsforbeholdets skæbne.

Det viser Ritzaus rundspørge til valgsteder og kommuner over hele landet med i alt 404.427 stemmeberettigede vælgere.

Høj valgdeltagelse

En opgørelse viser fra Syddjurs Kommune viser, at valgdeltagelsen også her ser ud til at blive høj, og måske endda højere end landsgennemsnittet.

Tal fra kommunen viser, at mange vælgere har været en tur i stemmeboksene inden klokken 18.00 - altså to timer inden, at valgstederne lukker ned.

Her fremgår det, at 62,66 procent af de stemmeberettige ved Ebeltoft Idrætscenter havde stemt klokken 18.00. I Molshallen lyder tallet på 65,84 procent, og i Birkehuset har 62,46 procent afgivet deres stemme.

Valgdeltagelsen på landsplan ser ud til at blive højere, end valgforskere havde vurderet på forhånd.

Valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet vurderer på baggrund af stemmeprocenten i dagens løb, at valgdeltagelsen kan ende et pænt stykke over deltagelsen i afstemningen om EU's patentdomstol.

Når ikke folketingsniveau

- Det kan betyde, at vi ender på en flot valgdeltagelse på den anden side af 60 og måske nærmere de 70, sagde Kasper Møller Hansen sidst på eftermiddagen til Ritzau.

Da vælgerne i 2014 skulle stemme om patentdomstolen, endte 55,9 procent med at sætte deres kryds.

Ved folketingsvalget i juni afgav 85,8 procent af de stemmeberettigede deres stemme.

- Vi når ikke helt op på folketingsniveau, men bestemt over resultatet fra afstemningen om patentdomstolen, lyder vurderingen fra Kasper Møller Hansen.

I videoen øverst på siden kan du se Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommuner, ringe folkeafstemningen af i Aarhus.