Nu er det lettere at komme fra motorvejen ved Skanderborg

En ny frakørselsrampe ved Skanderborg Syd er netop åbnet

Den nye rampe er åbnet ved Skanderborg S. Foto: Google Maps

1 af 2

Især i myldretrafikken om morgenen og eftermiddagen er der meget ofte trængsel på motorvejen ved Skanderborg blandt andet på til- og frakørslerne. Det problem håber borgmesteren nu på er løst med en ny frakørselsrampe.

Rampen er netop åbnet ved frakørsel 53 Skanderborg Syd, og med den er hele arbejdet med at skabe bedre kørselsforhold ved motorvejen her færdigt.

Læs også Tirsdag begynder udvidelsen af den østjyske motorvej

De nye sydvendte ramper vil ifølge beregningerne sikre en forbedret tilgængelighed til kommende erhvervsområder i den sydlige del af byen og reducere uvedkommende trafik gennem midtbyen.  

- Skanderborg er en by, der vokser, og det er rigtig godt, at byens borgere og virksomheder nu også får fuld adgang til E45 i den sydlige del af byen. Lige nu er vi ved at lægge sidste hånd på ombygningen af Vroldvej, så den bliver mere sikker for de bløde trafikanter. Det betyder, at vi samlet set får en god og effektiv afvikling af trafikken i Vrold, siger borgmester Jørgen Gaarde (S) i en pressemeddelelse.  

  Foto: Vejdirektoratet

De nye sydvendte ramper var oprindelig planlagt tilsluttet i nye rundkørsler på den overførte kommunale vej, Vroldvej. Siden besluttede Vejdirektoratet og Skanderborg Kommune imidlertid at ændre det vestvendte kryds til et ureguleret kryds, hvor den sydvendte tilkørsel til motorvejen nu er bygget som en såkaldt sløjferampe.

- Med de nye sydvendte ramper går til- og frakørsel 53 fra et være et såkaldt halvt anlæg til at være et fuldt funktionsdygtigt rampeanlæg. Det giver flere muligheder for trafikanterne, når man fra det sydlige Skanderborg både kan køre på motorvejen mod syd, og komme af motorvejen, når man kommer kørende fra syd, siger Peter Sveistrup Kristensen fra Vejdirektoratet.

Projektet er en realitet med støtte fra den såkaldte med-finansieringspulje, en statslig pulje til kommunal medfinansiering af kommunale ønsker til projekter på statsvejnettet. De anslåede udgifter på 34 millioner kroner fordeles ligeligt mellem Skanderborg Kommune og staten.

02:03

Også ved Horsens arbejdes der på bedre muligheder for at komme fra og til motorvejen til stor glæde for borgmesteren her, Peter Sørensen (S).

Luk video