Ni-årig pige angrebet af hjort
En ni-årig pige fik dybe hudafskrabninger og flænger, da en sikahjort angreb hende under et besøg i Dyrehaven i Århus.
En tur på skadestuen og adskillige sting.
Det var det kedelige resultat for en ni-årig pige, da hun i weekenden besøgte Dyrehaven i Århus sammen med familien.
En sikahjort gik til angreb på pigen, som løn og legede på en af havens stier, og pludselig begyndte en af hjortene at jagte hende. Det skriver JP Århus.
Det er brunsttid for hjortene i disse måneder.
Pigens mor fortæller, at hendes datter ikke kunne slippe væk fra den aggressive hjort, og derfor lagde hun sig på jorden.
Hjorten kvitterede med at stange pigen flere gange og skubbe hende hen ad jorden.
Familien måtte derefter køre den ulykkelige pige på skadestuen.
Oplevelsen i Dyrehaven har fået familien til at sætte spørgsmålstegn ved, om man enten bør afskærme hjortene i brunsttiden eller måske endda helt lukke Dyrehaven.
Det afviser Svend Warming. Han er skovfoged og den ansvarlige for Dyrehaven i Marselisborg Skov.
Han opfordrer dog til, at forældre holder deres børn tæt til sig, når de færdes i Dyrehaven i hjortenes brunsttid.