Nem adgang til dødbringende luftgeværer

Det er nemt at få adgang til stadig kraftigere luftgeværer. Det oplyser gratisavis i kølvandet på skudsag fra Århus.

Danskere med hang til skydevåben behøver ikke længere melde sig ind i en skytteforening eller tage jagttegn for at få adgang til potentielt dødbringende våben, skriver metroXpress.

De seneste år er nye luftgeværer blevet stadig kraftigere, uden at lovgivningen er fulgt med. Selv om mange luftvåben i dag skyder hårdt nok til at dræbe mennesker, må de stadig sælges til alle over 18 år, og det bliver de i stor stil. ?

- Vi sælger ret mange luftgeværer, og det er klart de kraftigere, der er mest populære. Folk har penge på hån­-den og vil have noget legetøj med smæk i, siger Søren Kvist, der er medindehaver af Lystfisk.dk, som sælger fiskegrej og luftvåben via internettet. Hans oplevelse deles af flere andre forhandlere af de luftdrevne våben.

De kraftige luftgeværer, som koster fra 2.000 kroner og opefter, er godkendt til både målskydning og jagt på mindre dyr. Flere politisager fra de seneste måneder viser dog, at luftgeværene også bruges til meget andet end målskydning.

<B>Justitsminister lover at stramme regler</B>
På en lignende baggrund forsikrede justitsminister Lene Espersen (K) i januar, at reglerne for
handel med de kraftige luftvåben ville blive strammet. Det er imidlertid aldrig sket. SF's
retsordfører, Anne Baas­trup, vil nu afkræve justitsministeren en forklaring på sagen.

- Det er en katastrofe, at vi har så lemfældig en omgang med farlige våben. Jeg så gerne, vi fik en minister, der tog det mere alvorligt. Det er ikke nok at tro på det gode i mennesker, når det handler om den slags, siger Anne ­Baastrup til metroXpress.

Også formanden for Folketingets Retsudvalg, Dansk Folkepartis Peter Skaarup, efterlyser nu et hurtigt indgreb.
- Hvis ikke der bliver gjort noget, er jeg bange for, vi kommer til at se endnu flere tilfælde, hvor de våben bliver misbrugt, og på et tidspunkt går det rigtig galt, siger Peter ­Skaarup.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Es­persen.