Nej til 79-årig lægestuderende

En cheflæge på Århus Sygehus vil ikke have 79-årig svensker i praktik.

Det kan blive mere end almindeligt svært at komme i praktik for den 79 årige svensker, der snart skal begynde på lægestudiet på Århus universitet.

Cheflæge Hans Peder Graversen, Århus Sygehus, siger nemlig nej til, at han gennemfører den praktiske del af uddannelsen på et sygehus.

- Det er med det forbehold, at jeg muligvis ikke er ene om at bestemme det. Men det er en tilkendegivelse af, at jeg ikke synes det er en god idé, siger Hans Peder Graversen til TV 2 / ØSTJYLLAND.

Han understreger, at han ikke generelt har noget i mod ældre universitetsstuderende, men at lægestudiet også er et praktisk fag, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt at lade den 79-årige studere.