Nej tak, til job i København
80 ansatte opsagt i forbindelse med Vestas-flytning
I starten af marts offentliggjorde Vestas, at de flytter deres hovedsalgskontor, kommunikations- og marketingafdeling og finansafdeling fra Aarhus til København, og at de 200 ansatte, som flytningen kommer til at berøre, vil blive tilbudt job i hovedstaden.
Flytningen er planlagt til at begynde i august 2014, og de 200 ansatte har derfor taget stilling til deres fremtid hos vindmøllegiganten.
- 60 procent har takket ja til et job i København eller et andet sted i koncernen, oplyser pressechef hos Vestas, Michael Zarin, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det er et flot tal - synes vi, og Vestas' ledelse ser derfor også det resultat som tilfredsstillende.
LÆS OGSÅ: Der må gøres noget nu
De resterende 40 procent har takket nej til at flytte med til København og er derfor blevet opsagt, oplyser pressechefen.
Begrundelsen for flytningen lød tilbage i marts på, at afdelingerne skal tættere på kunder, medier, politikere, finansfolk og andre interessenter - og at transporttiden mellem Aarhus og København er for ringe.
Blandt de 200 Vestas-ansatte er topnavne som blandt andre koncernfinansdirektør Marika Fredriksson, koncernsalgsdirektør Juan Araluce og kommunikationsdirektør Morten Albæk.
Hovedkontoret vil fortsat ligge i Aarhus.