Nedlægger politifunktioner
Borgmesteren utilfreds med beslutningen
Østjyllands Politi vil nedlægge en stor del af funktionerne på politigården i Grenaa. Det kom frem tidligere i dag - og det er en beslutning, som vækker alt andet end glæde på Norddjurs, hvor borgmesteren i dag fik beskeden:
- Jeg tror ikke, der er nogen, der er tilfredse med det her. Vi synes, at det er en reduktion i politistyrken herude, som ikke er god for os, siger borgmester Jan Petersen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Fra midten af august bliver politikorpset i Grenaa skåret med 15 mand, og borgmesteren frygter en markant forringelse af politi arbejdet, når efterforskningen og opklaring af kriminalitet fremover flyttes til Randers og Aarhus:
- Jeg frygter, at vi får et dårligt lokalkendskab og dermed ringere efterforskning af de forbrydelser, og det har jo ikke nogen forebyggende virkning. Så jeg er ikke tilfreds med det, der sker, siger han.
Politiet lover, at der døgnet rundt vil være to mand og en patruljevogn på Djursland.
Se mere i indslaget øverst på siden.