Nedbrændt gård var tom
Frygt for at mand var indbrændt, viste sig ubegrundet, da gård nær Viby brændte ned til grunden.
En stråtækt gård nær Viby udbrændte totalt natten til torsdag. Branden var efter alt at dømme påsat, og redningsmandskabet ledte i formiddag efter en midaldrende mand, som ofte opholdt sig i de ellers forladte bygninger.
Men efter en omhyggelig gennemgang af den udbrændte gård kunne redningsfolk og politi ånde lettet op. Ingen var blevet fanget af flammerne, kunne de konstatere.
Århus Politi oplyser, at branden blev opdaget kort før klokken to i nat. Den firelængede gård på Onsholtvej ved Viby blev hurtigt helt omspændt af flammer og brændte ned til grunden.
Branden var begyndt ved, at der i en af længerne var anlagt et bål.
Se mere i aftenens udsendelser på TV2 / ØSTJYLLAND.