Naturfond køber lyngbakker
Millionstøtte fra A. P. Møller-fond
Millionstøtte fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gør, at Naturfond Gl. Rye nu er i stand til at erhverve en stor del af de fredede lyngbakker øst for Gl. Rye.
Og det er en erhvervelse, som har været Naturfondens vigtigste formål.
- Det var med meget stor glæde, at vi modtog tilsagnet om støtte på 1,9 millioner kr. fra A. P. Møller Fonden, siger formand for Naturfond Gl. Rye, Lærke N. Frost, i en pressemeddelelse.
Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye blev etableret i 2012. Siden har frivillige og fondens bestyrelse arbejdet på de ansøgninger og de formelle forhold, som skulle på plads før en sådan overtagelse.
- At starte en fond og erhverve et stykke jord som Lyngbakkerne tager tid. Vi har været gennem godkendelser hos Erhvervsstyrelsen, Skat, Civilstyrelsen og Naturstyrelsen, og også Skanderborg Kommune har sikret os tilladelser til erhvervelsen. Alt skulle falde på plads inden 1. januar 2015, så vi har arbejdet under pres. Men det hele er gået op i en højere enhed nu takket være støtten fra A. P. Møller Fonden, og jeg er utrolig glad for, at vi samtidig har kunnet leve op til den store tillid og opbakning fra byen, siger Lærke N. Frost.
De 1,9 millioner kroner kan, ifølge formanden, dække erhvervelse og pleje af bakkerne.