Mystisk rovfugl mangler ejer: Dukkede op i privat have
For omkring tre uger siden dukkede en sjælden aplomadofalk op i en have i Hadsten. Ejeren har endnu ikke meldt sig
Den har hjemme i Sydamerika og det sydlige USA, men for nylig sad den pludselig i en have i Hadsten. En sjælden og dyr aplomadofalk er sluppet løs fra sin ejer, som stadig ikke har meldt sig.
Dyrenes Beskyttelse rykkede ud og indfangede falken, som nu befinder sig i en stor voliere i Esbjerg – det eneste sted der havde plads til en så stor rovfugl.
Læs også
- Den gik rundt i haven med en tre meter line om benet. Vi har forsøgt at finde ejeren via falkonerer i hele landet uden held. Der er ikke tale om en hel billig fugl, så nogen må savne den, siger zoolog i Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han vurderer, at fuglen er 16-20.000 kroner værd, men den er så heller ikke helt lovlig.
Har ikke papirer på den
Aplomadofalken er nemlig beskyttet af de internationale regler for handel med dyr, og den kræver en del papirer at anskaffe – nogle som ejeren af falken ikke har.
- Myndighederne kender den ikke, og måske er det derfor, ejeren ikke har meldt sig. Der er ganske få af dem i Danmark, siger Michael Carlsen.
- Der har allerede været stor interesse om falken. Det rygtes hurtigt blandt rovfugle-entusiaster, når en fugl som denne på mystisk vis dukker op uden ejer. Vi har fået henvendelser fra nær og fjern, men indtil nu har ejeren ikke meldt sig, fortsætter Michael Carlsen.
Er tam og veltrænet
Så indtil videre bliver fuglen hos Dyrenes Beskyttelse, hvor en vildtplejer fortæller, at falken er yderst veltrænet.
- Den er tam og trænet – kan sætte sig på hånden og kommer efter mad. Den kan sagtens bruges til jagt og mange andre ting, lyder det fra ham.
Læs også
Falken er undersøgt af en dyrlæge og har det godt.
Alle henvendelser om fuglens ejer kan gives her.