Muslimer indvier omstridt skole
En muslimsk friskole rykkede i dag ind i nye lokaler i Hasselager. Byggeriet skabte voldsomt røre tidligere på året.
Elever og lærere på den muslimske Selam Friskole flyttede i dag ind i helt nye bygninger i Hasselager.
Skolen har tidligere ligget i Århus-forstaden Åbyhøj, men på grund af pladsmangel har det været nødvendigt at flytte til større lokaler i Hasselager.
Det er dog ikke alle beboere i Hasselager, der hilser Selam Friskole velkommen. Byggeriet af den nye muslimsle skole blev i foråret udsat for hård kritik fra den lokale grundejerforening.
Grundejerforeningen mente, at skolen burde ligge i et område med mange muslimer. Flere naboer frygtede desuden, at byggeriet af skolen ville få deres huse til at falde i værdi.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i onsdagens udsendelser.