Museum Jorn jubler: Kunstskat fundet i efterladt kuffert

52 hidtil ukendte Asger Jorn-værker er fundet i en kuffert i en kælder i Silkeborg. Det er sensationelt, lyder det fra museumsdirektør

01:44

Det er i denne kuffert, de 52 værker er blevet opbevaret siden 1940'erne. Det kan du se mere om i videoen herover.

Pas godt på dem.

Sådan har beskeden fra Asger Jorn til broderen Vagn Ove formentlig lydt, da Silkeborg-kunstneren tilbage i slutningen af 1940'erne afleverede en læderkuffert til ham.

Læs også Museum Jorn er ydmyg over at modtage Per Kirkebys arkiv

Ikke en hvilken som helst kuffert. I kufferten var der nemlig 52 værker, som Asger Jorn havde lavet gennem 1930'erne, og som broderen cirka 10 år senere altså blev bedt om at passe på.

Det er et sensationelt fund. Simpelthen.

Jacob Thage, museumsdirektør ved Museum Jorn

Her cirka 70 år senere, i kølvandet på broderens død, troppede en fra familien tidligere på året så op i receptionen på Museum Jorn i Silkeborg med kufferten for at donere indholdet - de 52 værker - til museet. De 52 værker er håndskårne, færdige linoleumsplader, som er monteret og beregnet til at trykke med.  

Her ses et af værkerne af Asger Jorn. Et unavngivet kvindeportræt fra 1932. Foto: Museum Jorn, Silkeborg

Sensationelt fund

- Det er et sensationelt fund. Simpelthen. Vi kan nu præsentere en helt ny facet af Jorns værk. Det havde jeg ikke troet, at jeg skulle komme til at opleve på den måde, da jeg begyndte som direktør for ti år siden, siger museumsdirektør ved Museum Jorn, Jacob Thage, der fortæller, at der af og til kommer værker til samlingen, men ikke i denne størrelsesorden.

Her ses Asger Jorn (1914-1973) i 1933. Foto: Museum Jorn, Silkeborg

- Det sker normalt måske hvert andet år, at et enkelt ukendt værk af Jorn bliver fundet. Og de 52 tryk føjer en ny dimension til vores forståelse af Asger Jorns arbejde. Billederne viser på helt enestående vis den unge kunstners engagement i sin familie, sin kunst og det samfund han var en del af, siger Jacob Thage.

Fandt kufferten i kælderen

Da Vagn Oves hus i Silkeborg skulle tømmes efter hans død, fandt familien kufferten i kælderen og besluttede at give værkerne videre. De 52 værker fra cirka 1932-39, herunder illustrationer, familieportrætter, politiske satirer, kan nu opleves på en særudstilling på Museum Jorn fra den 26. april til den 15. august.

Museet i Silkeborg har fået trykt samtlige 52 trykstokke, så udstillingen både viser dem og de færdige værker på papirtryk.

Arbejdet med at lægge sidste hånd på særudstillingen med de 52 værker i fuld gang. Udstillingen åbner torsdag den 26. april.

Ifølge museumsdirektøren var Asger Jorn altid meget på farten, og det var normalt, at han samlede sine værker i for eksempel en kuffert og bad venner og familie om at passe på dem. 

- Da vi åbnede museet her, fik vi mange af dem, men der var altså en, man havde glemt alt om, siger Jacob Thage, der ikke lige glemmer det øjeblik, han åbnede kufferten for første gang.

Læs også Ny udstilling: Kvindelig kunstner ligger afklædt i ler

- Jeg anede ikke på forhånd, hvad der var i den. Jeg kunne se trykplader beregnet til tryk, og jeg kunne med det samme se, at det antal plader, der var i tasken, overstiger det antal, vi kender fra den periode, så der er tale om et sensationelt fund, siger Jacob Thage og tilføjer:

- Vi har i to omgange her på museet været med til at lave en færdig fortegnelse over Jorns grafiske værker. To gange troede man, at det kapitel var lukket, men nu skal vi altså i gang igen. Man har kendt 450 grafiske værker, og nu er der altså kommet 52 til, som skal lægges oveni.

Denne siddende figur lavet af Asger Jorn er fra cirka 1937. Foto: Museum Jorn, Silkeborg

Du kan opleve særudstillingen med de 52 nye værker på Museum Jorn i Silkeborg fra den 26. april til den 15. august i år.