Muselort i Dagli’Brugsen giver 20.000 kroner i bøde

Dagli’Brugsen i Stevnstrup nær Langå måtte holde lukket nogle dage grundet skadedyr

Genrefoto. Foto: Colourbox

Fødevarestyrelsen har været forbi Dagli’Brugsen i Stevnstrup ved Langå, og det har nu kostet butikken en bøde.

Det viste sig nemlig, at der var muselort at finde flere steder i butikken, og det gav en bøde på 20.000 kroner fra Fødevarestyrelsen.

På Facebook skriver butikken selv, at der har været problemer med skadedyr, og at det har holdt butikken lukket i nogle dage. 

Der er dog åbent i Dagli’Brugsen igen, som nu altså er 20.000 kroner fattigere og en sur smiley på kontrolrapporten rigere.

Også rengøringen blev påtalt i kontrolrapporten, hvor Fødevarestyrelsens udsendte konstaterede vækst af skimmelsvamp på en dør ind til kølerummet.

Om muselorten skriver Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport; ’Ekskrementer blev påvist i butikken langs væggen ved blandselvslik, bake-off, kioskområde samt mussefælde ved område med konserves’. 

Læs også Kig i skabet: Pasta fyldt med skadedyr trækkes tilbage

BT har talt med Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen, og han erkender, at bøden er helt på sin plads.

En del af varelageret er kasseret og hele butikken har været tømt og gjort rent fra a til z i denne uge (sidste uge, red.) med hjælp af 21 medarbejdere fra 6 Coop-butikker i område, siger han til BT.

Se hele kontrolrapporten her.