Motorikvejleder til forældre: Slip jeres børn fri

Børns motorik er ikke, hvad den har været. Det forsøger Aarhus Kommune nu at gøre noget ved

01:28

Et fodbad i pastaskruer er blandt andet et af de tiltag, som skal gøre børns motorik bedre i Motorikinstitutionen Snurretoppen.

- Børn har krav på muligheden for at brække en arm, sådan lyder det fra motorikvejleder Mads Brodersen, der underviser pædagogerne i Aarhus Kommune.

Pædagogerne i Aarhus Kommune er på kursus i at opspore motoriske vanskeligheder og i at styrke børns motorik generelt. Baggrunden er, at børn ikke er nær så ferme på fødderne, som de var engang. 

Vi siger, at hvis vi vil have kloge børn, skal de have jord i hovedet

Mads Brodersen, motorikvejleder

- Vi har fået tilbagemeldinger fra dagtilbuddene, om at motorikken og krop og bevægelse ikke er på samme niveau hos børnene længere, og det vil vi gerne gøre noget ved, siger Katrine Lindgaard, der er sundhedskonsulent hos Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Derudover er der nationale undersøgelser, der viser, at børn starter i skole med motoriske udfordringer i sådan en grad, at de har svært ved at være med, og derfor sætter vi fokus på at styrke motorikken allerede i dagtilbuddene, tilføjer hun.

En undersøgelse, lavet blandt 500 danske børn på 3,5 år, viser, at halvdelen af dem har motoriske problemer. 

Bag undervisningen står blandt andre motorikvejleder Mads Brodersen fra Vends Natur og Motorikskole. Han mener også, at forældrene har et ansvar for at udvikle børns motorik. De skal turde slippe deres børn fri og ikke beskytte dem så meget.

Læs også Mads om mindfulness på skemaet: Resten af dagen går bedre

- Vi skal i højere grad tænke på at slippe legen fri, hvad må man, hvad er farligt? Det er jo i virkeligheden omsorg, der gør, at vi begrænser vores børn nogle gange, siger Mads Brodersen.

- Vi siger, at hvis vi vil have kloge børn, skal de have jord i hovedet. Hvis man vil blive klog på verden, skal man ud og sanse den, tilføjer han.

Bliver gode kammerater

Ifølge Mads Brodersen kommer børn til at kede sig, hvis de leger på den samme legeplads seks år i træk, og med kedsomhed følger inaktivitet og dårligere motorik.

Følesansen styrkes ved at mærke forskellige ting på huden, og følesansen hænger sammen med balancen og koncentrationen

Dorte Vindahl Hansen, leder, Motorikinstitutionen Snurretoppen

- Undersøgelser viser, at børn med dårlig motorik kan få sværere ved at koncentrere sig og socialisere med andre børn, siger Mads Brodersen.

Udover Mads Brodersen har Motorikinstitutionen Snurretoppen været med til at inspirere Aarhus Kommunes nye indsats. Deres leder har arbejdet med motorik i ni år.

Pastaskruer er godt

- Vi har oplevet, at de børn, der har svært ved at finde ro og som måske kommer til at sparke og slå andre børn, de får lettere ved at koncentrere sig, hvis vi dagligt laver motoriske øvelser med dem, siger Dorte Vindahl Hansen, der er leder af Motorikinstitutionen Snurretoppen.

00:51

VIDEO: Dorte Vindahl Hansen forklarer eksempler på gode motorik-øvelser

Luk video

Institutionen giver også børnene lov til at sidde med fødderne i linser, bordtennisbolde og pastaskruer, så børnene bliver bedre til at mærke sig selv.

- Følesansen styrkes ved at mærke forskellige ting på huden, og følesansen hænger sammen med balancen og koncentrationen, siger Dorte Vindahl Hansen.