Motorcykel-formand om flere dræbte: Det er da skræmmende

Antallet af motorcyklister, der bliver dræbt i ulykker, er steget. Både de tohjulede og de firhjulede skal passe på, lyder det fra flere kanter

00:45

Det kan være en farlig affære at drøne derudaf på landevejen på en tohjulet, benzinhungrende "fræser".  

En opgørelse fra Vejdirektoratet viser, at 37 procent flere motorcyklister blev dræbt i ulykker i 2016 sammenlignet med året forinden. 

I flere tilfælde er det, fordi folk kører alt for stærkt - og det er et problem netop, når det kommer til nogle motorcyklister.

00:45

VIDEO: Birger Poulsen passer selv ekstra godt på, når han kører på vejene. 

Luk video

Det ved Birger Poulsen fra Sabro ved Aarhus godt. Han er formand for Yamaha Club Aarhus og har da også selv oplevet sine medmotorcyklister køre af sted med alt for høj hastighed.

- Der er brodne kar i motorcykelverdenen, som måske kører lidt for hårdt på rullen, og det er der også i bilverdenen. Især i denne tid, hvor sæsonen starter, er det særligt farligt, fordi bilister ikke er opmærksomme på, at de her køretøjer med ét lys kører lidt hurtigere end 45 kilometer i timen, fortæller han til TV2 | ØSTJYLLAND. 

Foråret kan være farligt

Udfordringen med motorcykler på vejene opstår særligt i denne tid, hvor mange finder deres kværn frem fra vinterhiet og er klar til at suse af sted i solskinnet på en skøn forårsdag. 

00:36

VIDEO: Det er friheden på to hjul, som tiltaler mange motorcyklister. Kom med en tur på Birger Poulsens kværn.

Luk video

Det er også den frihed at køre under åben himmel, som fascinerer Birger Poulsen:

- Der er ikke noget skønnere end den første tur om foråret. Det kan sammenlignes med øko-dagen hos de økologiske landmænd. Nogle bliver helt kuldrede. 

Læs også Politiet søger vidner: Kvæstet motorcyklist stak efter uheld

At antallet af dræbte motorcyklister er steget gør da også indtryk på den garvede motorcykelformand:

- Det er skræmmende og giver da stof til eftertanke. Vi skal holde øje med medtrafikanterne.

Alle skal se sig for

Også hos Østjyllands Politi ved man, at forårets indtræffen hvert år giver nye udfordringer på vejene.

Det er ifølge Jeppe James Olsen, som er leder af færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi, langt fra et nyt problem, at motorcyklister involveres i ulykker. 

00:39

VIDEO: Leder af færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi, Jeppe James Olsen, giver gode råd til, hvad bilister skal være opmærksomme på. 

Luk video

For at undgå ulykkerne handler det om, at motorcyklisterne er godt rustede til at køre i trafikken, men også at bilisterne er bedre til at orintere sig særligt ved sving. 

Og også, at hastigheden ikke er for høj for de tohjulede: 

- Vi vil gerne have dem til at tænke over deres hastighed. Man har kunne konstatere i otte ud af 10 ulykker, er det motorcyklistens hastighed der har haft en indflydelse, siger Jeppe James Olsen. 

I videoen øverst i artiklen kan du høre Birger Poulsen fortælle om, hvorfor han er så vild med at køre motorcykel.