"Most Wanted" i USA

Kendt forsker fra Aarhus Universitet er eftersøgt

Genrefoto.

De amerikanske myndigheder anklager en Aarhus-forsker for at have svindlet med forskningsmidler for en million dollar. Han står nu øverst på en liste over "most wanted"-personer.

En 51-årig tidligere forsker fra Aarhus Universitet, Poul Thorsen, har ifølge de amerikanske myndigheder købt hus i Atlanta, en Harley Davidson-motorcykel og to biler for amerikanske penge bevilliget til forskning. Han står nu øverst på listen over "Most Wanted OIG Fugitives" i USA.

Listen er udarbejdet af Office of Inspector General, OIG, som er en statslig kontrolmyndighed, der bekæmper svindel inden for amerikanske sundhedsprogrammer. OIG skriver på sin hjemmeside, at forskeren i perioden fra februar 2004 til februar 2010 stjal over en million dollar fra det amerikanske Center for Disease Control and Prevention.

Pengene skulle være gået til forskerens arbejde med blandt andet handicap hos børn, autisme og genetiske sygdomme, men ifølge OIG endte de i stedet i hans egne lommer.

Kendt svindler

Herhjemme er en skattesag mod Poul Thorsen, der tidligere var en fremtrædende forsker ved Aarhus Universitet, blevet forsinket, efter at Vestre Landsret i marts kasserede anklageskriftet i sagen. Retten mente, at det var upræcist.

Politiet krævede Poul Thorsen idømt fængselsstraf for i en årrække fra 2001 til 2005 at have angivet sin løn og sine honorarer for lavt, så statskassen er blevet snydt for knap 3,5 millioner kroner.

Den svindelanklagede dansker ledede indtil 2009 forskningsgruppen NANEA, Institut for epidemiologi og socialmedicin ved Aarhus Universitet, og i sin tid på universitet modtog han og gruppen af flere omgange forskningsmidler fra det amerikanske center.

Den 22. april 2011 blev forskeren af de amerikanske myndigheder anklaget for 22 tilfælde af svindel og hvidvaskning af penge, og han venter nu på at blive udleveret til USA, oplyser OIG.

Ifølge TV2 News har de danske myndigheder også været efter manden. Som følge af den amerikanske sag rejste skattemyndighederne en sag om skattesvindel mod forskeren i marts i år. Vestre Landsret afviste dog sagen på grund af et upræcist anklageskrift.

De 22 anklagepunkter, som den danske forsker er anklaget for, kan give op til 20 års fængsel i USA.