Morten Arvidsson ny træner i SK Aarhus

Fra 1. juli og tre år frem skal den erfarne træner Morten Arvidsson stå i spidsen for SK Aarhus.

Det bliver Morten Arvidsson, der skal herse med pigerne i SK Aarhus i de nsæte tre år.

Han har tidligere stået i spidsen for KIF Kolding og kommer fra et trænersæde i den tyske klub Leipzig.

I en pressemeddelelse fra SK Århus lyder det blandt andet:

- Om end der har været flere gode bud på cheftræneren og mange spændende interviews, er det helt klart Morten der har været vores ønskekandidat fra starten. Vi ser det meget som en blåstempling af vores projekt, at Morten har valgt at takke ja til jobbet og vi glæder os rigtig meget til det kommende samarbejde, udtaler bestyrelsesformand i SK Aarhus Elitehåndbold A/S, Søren Broberg Johansen.

Morten Arvidsson siger selv om valget af SK Aarhus:

- Jeg har valgt SK Aarhus Elitehåndbold A/S ud fra deres visioner, de store udviklingsmuligheder, tankegangen i klubben og en enormt spændende trup. Århus er Danmarks næststørste by med stolte håndboldtraditioner, og jeg ser frem til opgaven med at bringe SK Aarhus Elitehåndbold A/S op i toppen af verdens bedste liga.